Erhvervspraktik for skoleelever på DTU Vind og Energisystemer
Erhvervspraktik på DTU Wind
Har du interesse for vindkraft og energisystemer og mod på at udfordre dig selv? Kunne du samtidig tænke dig at arbejde som forsker i en uge? Så kan du komme i erhvervspraktik på DTU Vind og Energisystemer (DTU Wind), som hvert år tager imod elever fra folkeskolen.
Hvornår kan du komme i erhvervspraktik?
DTU Wind tager imod op til 6 erhvervspraktikanter fra 8-10. klasse og det foregår i uge 2. Vi kan desværre ikke tilbyde individuelle forløb på andre tidspunkter af året. Vi håber, du i samarbejde med din klasselærer kan få det til at passe ind i skoleåret.
Hvem står for det?
Hos os er det de ph.d.-studerende, der leder praktikken og søger for, at du lærer noget om bæredygtig energi, får nogle opgaver og på anden vis prøver at arbejde som forsker i en uge. Vores ph.d.-studerende er ofte udenlandske og derfor kan du som yderligere bonus regne med at skulle bruge dit engelsk her.
Mødetid og længde
I den uge du er i praktik på instituttet, skal du regne det for et rigtigt arbejde og møde kl. 9.00 om morgenen og til ca. kl. 16.00 om eftermiddagen.
Program
I løbet af ugen kommer du rundt til instituttets forskellige faciliteter, hvor du møder dygtige forskere, der fortæller om deres forskning, viser deres forsøgsopstillinger og/eller vejleder dig i nogle spændende øvelser, som du selv kan udføre. Vi sammensætter et nyt erhvervspraktikprogram for hvert hold.
Eksempel på program - kommer snart.
Rapport over praktikopholdet
I løbet af ugen skal du lave nogle opgaver og afslutte med at skrive en kort rapport om dine oplevelser, og hvad du har fået ud af at indgå i DTU Winds arbejde i en uge.
Sted
Dit praktikophold vil foregå på DTU Wind, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde.
Sådan søger du
Du skal sende en mail til Trine Lyberth Barksmann på tlbar@dtu.dk senest den 1. december 2024.
Din mail skal indeholde følgende:
• Dit navn, fødselsdag, adresse, telefonnummer og e-mail
• En kort begrundelse for, hvorfor du gerne vil i praktik på DTU Wind
• Skolens navn og, din klasse og din kontaktperson på skolen og dennes kontaktoplysninger